UDVIKLINGSPLAN_SYD - Flipbook - Page 88
INDSATSOMRÅDE 3
BYER
Horsens, Vejle, Fredericia, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg udgør tilsammen et unikt bånd af købstæder langs den sydlige og østlige del
af Jylland. Købstædernes historiske bykerner og nærhed til vandet, som historisk set har udgjort en vigtig handelsvej, vidner om en fælles købstadstradition, der fortsat er synlig i dag. Samtidig har byerne formået at forny
sig og skabe moderne rammer for handel, kultur og byliv. Hver by bærer
således på sin egen historie som maritimt, kulturelt og handelsmæssigt
centrum, og tilsammen danner de et stærkt netværk af historiske fyrtårne,
der forbinder fortidens købstadskultur med nutidens levende byliv.
Handelsbyer og oplandsbyer i området spiller en afgørende rolle som bindeled mellem land og by. De danner hverdagens lokale knudepunkter
med butikker, kulturtilbud og overnatningsmuligheder og udgør vigtige
nærdestinationer for både lokale og turister. Deres potentiale for at forlænge sæsonen og styrke helårsturismen er stort, især når handel, oplevelser
og lokale fortællinger tænkes sammen.
Langs Jyllands Østkyst spiller også kystbyer og havneområder en særlig
rolle som levende, maritime miljøer, hvor natur, kultur og byliv mødes. De
historiske købstæder, mindre kystbyer og øhavnenes lokalsamfund deler
en fælles identitet, hvor livet ved vandet er omdrejningspunktet. Nærhed
til kysten og de autentiske havnemiljøer danner rammer for både lokale
88 | Udviklingsplan Jyllands Østkyst Syd
fællesskaber og gæsternes oplevelser og gør kystbyerne til attraktive helårsdestinationer.
Gennem strategisk planlægning for byer skabes mulighed for at udvikle bæredygtige, levende og identitetsstærke byer for hele geografien, fra
de store købstæder til de mindre handels- og kystbyer. I denne sammenhæng er en helhedsorienteret tilgang vejen frem, hvor arkitektur, funktion
og lokal kultur går hånd i hånd og skaber byer, der både fungerer i hverdagen og inspirerer besøgende.
TILTAG
3.1 SÆREGNE KØBSTÆDER
3.2 LEVENDE BYMIDTER
3.3 KYSTBYER OG HAVNEMILJØER