UDVIKLINGSPLAN_SYD - Flipbook - Page 78
STÆRKT FERIESTED
ODDERKYSTEN
Odderkysten syd for Aarhus er et stærkt feriested med en stor koncentration af sommerhuse, campingpladser og hyggelige kystbyer. Beliggenheden ud til Kattegat med de lange kyststrækninger og børnevenlige
sandstrande gør Odderkysten til en attraktiv destination for familier, par
og outdoorinteresserede gæster. Odder, der ligger i baglandet til kysten,
fungerer som knudepunkt og serviceby for de mange gæster. I Odder bymidte findes rige indkøbsmuligheder både for detail- og dagligvarer i forbindelse med gågader og torve samt gode parkeringsforhold, der gør det
let for gæsterne på kysten at besøge byen. Odder er en del af Letbanen, og
der er let adgang med offentlig trafik til og fra Aarhus og Djursland.
På Odderkysten ligger Hou og Norsminde som de væsentligste kystbyer.
Fra Hou Havn er der færgeforbindelse til Samsø og Tunø – en rute, der
vil være en sejltur på Danmarks største naturpark, Naturpark Svanegrund.
Naturpark Svanegrund vil foruden marin naturgenopretning også skabe
nye naturoplevelser, rekreative faciliteter og muligheder for friluftsliv og
formidling. Området kendetegnes af klassiske sommerhusområder ved
Saksild Strand, Rude Strand og Hou, hvor det lave vand og den fine sandbund gør strandene ideelle til badning, vandsport og ophold ved havet.
Odderkysten er kendetegnet ved sin autentiske sommerhusstemning
kombineret med et rigt forenings- og kulturliv i de små kystsamfund. Med
stærke feriehusområder, gode campingpladser og nærhed til både storby
og ø-ferier udgør Odderkysten et stærkt feriested på Jyllands Østkyst.
SAKSILD STRAND
Foto © Jesper Rais, Destination Kystlandet
78 | Udviklingsplan Jyllands Østkyst Syd